”Lige langt fra Militarismens overmodige Dasken paa Sabelskeden som fra Selvopgivelsens Jammerlighed”. J.C. Christensen og dansk sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik 1901-09.

Dansk sikkerhedspolitik i perioden mellem nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 og NATO-medlemsskabet i 1949 beskrives traditionelt i historieskrivningen som en tilpasningspolitik i forhold til Tyskland. Udgangspunktet for denne politik ses som en skepsis over for et dansk forsvar, samt som et udtryk for, at en småstat har begrænsede muligheder. Udenrigs- og forsvarspolitik ses som underordnes tilpasningspolitikken.I 1990 har Carsten Due-Nielsen gennem en nytolkning af regeringen Estrups sikkerhedspolitik 1875-94 sat spørgsmålstegn ved denne tradition. Han beskriver regeringens politik som en balancepolitik, der sigtede på at balancere mellem de europæiske stormagter og bevare dansk handlefrihed; en politik der byggede på et stærkt dansk forsvar og gav mulighed for at afskrække angreb og måske også for på et senere tidspunkt at opgive neutralitetspolitikken og alliere sig med Tysklands modstandere. Hermed sætter Due-Nielsen spørgsmålstegn ved tilpasningspolitikken som fællesnævneren for dansk sikkerhedspolitik i den nævnte periode. Han mener at man tværtimod kan tale om en konkurrence mellem en balancelinje og en tilpasningslinje i sikkerhedspolitikken; en konkurrence der i grove træk svarede til en højre- og en venstrelinje i indenrigspolitikken.Det er den traditionelle tolkning, at Venstreregeringerne efter 1901 førte en tyskorienteret tilpasningspolitik. Kursen blev lagt mod en forståelse med den truende fjende. Regeringerne indledte en form for ikke-forsvarspolitik, hvor forsvaret ikke længere skulle forsvare landet mod en modstander, men snarere indirekte støtte modstanderen ved at afskære andre parter fra ens land- og søterritorium. Neutralitetspolitikken blev mere bøjelig og mindre ligelig. Især tolkes regeringen J.C. Christensen sikkerhedspolitik som en markant tyskorienteret tilpasningspolitik, med samtalerne 1906-07 mellem krigsministeriets departementschef, Lütken, og den tyske generalstabschef, Moltke, som et klart udtryk for denne politik. Det er en tradition med rod i samtidens politiske konfrontation. I historieskrivningen er den med stor gennemslagskraft fremført ikke mindst af Troels Fink. Den traditionelle tolkning af tilpasningspolitikken som fællesnævneren for dansk sikkerhedspolitik i perioden efter 1864 falder påfaldende godt sammen med mellemkrigstidens radikale politik på dette område. Mellemkrigstidens historieskrivning tolkede fortidens sikkerhedspolitik på baggrund af samtidens radikale politik. Der blev herigennem skabt en radikal tradition, der er fortsat forholdsvis uanfægtet i efterkrigstiden.Denne artikel bygger dels på publiceret og upubliceret materiale om sikkerheds- og forsvarsopfattelser i de militære værn og i Venstre, dels på en ny læsning af de centrale dokumenter fra Lütken-samtalerne. På dette grundlag argumenteres for en nytolkning af Venstreregeringerne Deuntzers og J.C. Christensens sikkerhedspolitik, og det konkluderes, at der ikke var tale om en tyskorienteret tilpasningspolitik. Udgangspunktet for den førte politik var ikke en skepsis over for et dansk forsvar; heller ikke en opfattelse af tilpasningspolitikken som en naturlig følge af Danmarks småstatsrolle efter 1864. Det spørgsmålstegn, Due-Nielsen sætter ved tilpasningspolitikken som fællesnævneren for dansk sikkerhedspolitik i hele perioden mellem 1864 og 1949, skærpes hermed. Artiklen argumenterer for, at Venstreregeringerne sikkerhedspolitisk videreførte en balance mellem stormagterne med et stærkt dansk forsvar som et vigtigt led, og imod at de slog ind på en tyskorienteret tilpasningspolitik. Kernen i regeringen J.C. Christensens sikkerheds- og forsvarspolitik var et marginalforsvar, der på ingen måde indebar ‘et forsvar effektivt imod alle andre magter end Tyskland’; heller ikke forsvarsordningen af 1909 indebar noget sådant. Der var ikke tale om en anti-magtbalancepolitik. Tilsvarende argumenteres der mod, at Lütken-samtalerne var et alliancetilbud eller et led i en vidtgående tilnærmelse til Tyskland. I det omfang, der kan tales om en forståelse med Tyskland, havde denne kun det udgangspunkt, at Danmark efter evne ville imødegå forsøg på at udnytte dansk territorium som udgangspunkt for angreb på Tyskland, og at Danmark udtrykkeligt afstod fra den mulighed at tilslutte sig Tysklands fjender. Også den traditionelle beskrivelse af regeringen J.C. Christensens politik er der grund til at se som udsprunget af den radikalt inspirerede historieskrivning.Artiklen anfægter således, at man i dansk sikkerhedspolitik kan sætte et skarpt skel ved systemskiftet. Lige så vel som man kan pege på modsætninger mellem Højre- og Venstreregeringerne, kan man pege på lighed. Ligheden lå i politikkens mål: Begge må beskrives som en balance mellem stormagterne, og begge byggede på en stærk militær magt. Modsætningerne lå i politikkens midler og vilkår. Midler på den måde, at regeringen Estrup stod fast på et eksistensforsvar, i modsætning til regeringen J.C. Christensen, der stod fast på et neutralitetsforsvar. Modsætningerne lå hermed først og fremmest ud over det sikkerhedspolitiske, nemlig i spørgsmålet om et eksistensforsvar, hvis sikkerhedspolitikken slog fejl, og Danmark blev inddraget i en krig. Vilkår på den måde, at Danmark i forhold til den internationale udvikling fik en marginal position, der gav nye muligheder for en neutralitetspolitik.Skellet mellem en balancelinje og en tilpasningslinje i sikkerhedspolitikken gik ikke mellem Højre og Venstre, men mellem Venstre og Det radikale Venstre. Det argumenteres på den baggrund, at skellet i dansk sikkerhedspolitik mellem en modstands- eller balancelinje, med vægt på militære midler, og en tilpasningslinje, med opgivelse af disse midler, skal sættes omkring 1913/14; omkring regeringen Zahle II’s tiltræden og 1. Verdenskrigs udbrud. Skal man tidsfæste det mest gennemgribende brud i dansk sikkerhedspolitik mellem 1864 og 1949, er det uden tvivl her